17. august 2023

 

Høringssvar – forslag til Lov om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere

Dansk InkassoBrancheforening (DIB) er på europæisk plan repræsenteret ved den internationale inkassobrancheorganisation, Federation of European National Collection Associations (FENCA), der repræsenterer 23 national brancheforeninger for kreditkøbere og inkassovirksomheder. Idet DIB ligeledes besidder formandsposten i FENCA, har DIB været en central del af dialogen med både EU Kommissionen, EU Parlamentet samt European Banking Authority (EBA) om direktivet om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere (NPL-direktivet), og vi er er positive over både direktivet samt det generelle ønske om at styrke det sekundære marked for misligholdte lån (NPL).

Vi er dog mindre positive over for lovforslaget og den valgte implementeringsmodel af direktivet, da vi mener, at lovforslaget bygger på en grundlæggende misforståelse, hvilket desværre også betyder, at den valgte implementeringsmodel er særdeles uhensigtsmæssig.

Primære problemstilling ved lovforslaget

Den grundlæggende misforståelse er, hvad kreditservicering reelt er. Det er væsentligt at gøre opmærksom på, at en misligholdt kreditaftale ved opsigelse ikke længere er at betragte som en kreditaftale med løbende afdrag, men derimod en gæld. Her er det ikke kun en delbetaling, der er forfalden, men grundet misligholdelsen og opsigelsen af kreditaftalen er det derimod den fulde fordring, der er forfalden. Dermed er kreditservicering servicering af en forfalden gæld, og der er derfor i realiteten tale om inkasso.

En væsentlig del af lovforslaget kan derfor betragtes som en ny inkassolov, og det har en række uhensigtsmæssige konsekvenser. Dette er lettest illustreret ved lovforslagets §2, der i realiteten kan omskrives til ”Reglerne i lov om inkassovirksomhed finder ikke anvendelse på inkassobureauers udøvelse af inkassovirksomhed på gæld, der udspringer fra misligholdte kreditaftaler”.

Det er vores klare indtryk efter dialog med en række aktører på området, at dette ikke har været hensigten med loven. Vi håber naturligvis, at en erkendelse af misforståelsen vil føre til et valg af en anden og mere hensigtsmæssig implementeringsmodel. Vi vil i det efterfølgende gennemgå nogle af de uhensigtsmæssigheder, som denne misforståelse har medført.

Afvigelse fra helt grundlæggende principper

I Danmark har vi i dag de facto en lovgivning, hvor vi langt overvejende regulerer aktiviteten frem for hvem, der udfører aktiviteten. Såvel Inkassobureauer, kreditorer og advokater skal overholde god inkassoskik, og reglerne for varsling, salærer mv. er ligeledes reguleret for al inkassation. Det har betydet, at alle borgere har haft samme krav og rettigheder, når de sendes til inkassation. Med det nuværende lovforslag afviger man på en række områder med denne praksis:

• Inkassoreglerne afhænger nu af, hvilket oprindeligt krav, der er blevet til en gæ Gæld, der fremadrettet udspringer af en misligholdt kreditaftale, vil som udgangspunkt være undtaget fra Inkassoloven, hvorimod al anden privat gæld vil være omfattet af Inkassoloven.

• Undtagelsen er dog, hvis gælden under pkt. 1 ”serviceres” af en advokat, for så vil Inkassoloven fortsat være gæ Ikke alene bryder det med princippet om at regulere aktiviteten, men samtidig ændres både tilsyn, licenskrav og borgernes rettigheder sig på baggrund af, hvilken gæld og hvilken kreditserviceringsvirksomhed, der er tale om. Dermed vil borgere opleve, at det samme krav kan være underlagt vidt forskellige regler, hvilket hverken er i borgerens, domstolenes, kreditors eller samfundets interesse.

• Gæld, der stammer fra en misligholdt kreditaftale, er ikke længere omfattet af god inkassoskik.

• Gæld, der stammer fra en misligholdt kreditaftale, har ikke længere klare regler for inkassoomkostninger. Inkassoomkostningerne er godt nok fastsat i Renteloven (BEK 601 12/7 2002), men i bekendtgørelsens henvises der til inkassator (=autoriseret i.h.t. Inkassoloven) samt varslingen, der følger af 10 i Inkassoloven. Idet kreditserviceringsvirksomheder er undtaget fra Inkassoloven, giver det en udfordring, og det er en helt unødvendig uklarhed.

• Gæld, der stammer fra en misligholdt kreditaftale, kræver ikke længere et inkassovarsel.

• Gæld, der stammer fra en misligholdt kreditaftale, er ikke længere omfattet af en ekstern og uafhængig klagemyndighed.

Der er i realiteten tale om en meget omfattende og uhensigtsmæssig deregulering af en væsentlig del af det danske inkassomarked. Idet vi i dag har en velfungerende lovgivning på området, så er vi ikke interesseret i den deregulering, da den både vil skabe en del uklarhed, være konkurrenceforvridende samt invitere til en ”større kreativitet” i.f.t både etiske retningslinjer samt påførte omkostninger. Dette er i ingens interesse – ej heller branchens.

Licenskrav

Der er i lovforslaget også en udfordring med de definerede licenskrav. European Banking Authority (EBA) skal jf. direktivet udarbejde en vejledning til licenskravene, og denne vejledning er stadig på høringsstadiet. DIB er gennem formandskabet i FENCA i dialog med EBA, og der vil komme ændringer til de retningslinjer, som EBA tidligere har sendt i høring. Omfanget af ændringerne kendes endnu ikke, men uanset omfanget, vil lovforslaget skulle tilpasses til vejledningen.

Tilsyn med udenlandske aktører uden national tilstedeværelse

En central del af direktivet er, at en licens kan gøres gældende i øvrige medlemsstater, og her er den valgte implementeringsmodel ligeledes særdeles uhensigtsmæssig. En medlemsstat har mulighed for yderligere licenskrav, hvilket bl.a. er tilfældet i Inkassoloven, hvor der som udgangspunkt er krav om lokal tilstedeværelse. Formålet med det licenskrav i Inkassoloven er at sikre, at inkasso i Danmark både følger dansk lovgivning samt er underlagt et effektivt nationalt tilsyn.

Med den valgte implementeringsmodel er der ikke længere et krav om tilstedeværelse i Danmark, så hvis man har hjemsted og licens i f.eks. Polen, så kan man også få licens i Danmark uden at være fysisk repræsenteret i Danmark. Selv om man vil skulle have godkendelse hos Finanstilsynet, så vil det være meget svært for Finanstilsynet at sikre, at licenskravene løbende overholdes, samt at forbrugernes rettigheder overholdes. Specielt da licenshaver selv skal behandle klager.

Grundtanken bag NPL-direktivet

Et helt centralt formål med NPL-direktivet er at sikre, at der kommer minimumskrav for kreditservicering af misligholdte kreditaftaler i de lande, der IKKE har en eksisterende lovgivning.

Et af de centrale punkter fra FENCAs side i dialogen med både EU Kommissionen og EU Parlamentet var at sikre, at medlemsstater med eksisterende lovgivning og licensordning kunne anvende disse regler, hvilket fremgår af de generelle bemærkninger til direktivet (recital 25), der lyder:

”Medlemsstater, der allerede har indført regler, der svarer til eller er strengere end reglerne i dette direktiv for kreditserviceringsaktiviteter, bør i deres nationale ret til gennemførelse af dette direktiv kunne anerkende muligheden for, at eksisterende enheder, der udfører kreditserviceringsaktiviteter, automatisk anerkendes som godkendte kreditservicevirksomheder.”

Derfor er vi noget forundrede over, at man i den nationale implementering har valgt at tilsidesætte eksisterende lovgivning frem for at supplere den eksisterende og velfungerende lovgivning. Idet man tilsyneladende har misforstået, hvad kreditservicering egentligt består af, så vil den foreslåede implementeringsmodel deregulere kreditservicering af misligholdte kreditaftaler i Danmark, og man vil samtidig skabe helt unødvendig og redundant lovgivning, hvor inkassoområdet fremadrettet reguleres af både Erhvervs- og Justitsministeriet. I modsætning til i dag, hvor lovgivningen er underlagt Justitsministeriet, så vil den primære myndighed – grundet mængden af opsagte kreditaftaler - fremadrettet være Erhvervsministeriet.

Derudover så har den valgte model også den meget markante ulempe, at de hidtil ensartede rettigheder for borgerne i.f.m. inkasso på private krav bortfalder.

DIBs anbefalinger

DIB kan ikke støtte implementeringsmodellen og dermed heller ikke lovforslaget, og det er vores helt klare anbefaling, at Erhvervsministeriet og Justitsministeriet i stedet vælger en implementeringsmodel, der bygger på eksisterende lovgivning og bibeholder de grundlæggende principper, der gælder for inkasso i dag.

Dette kan både med få justeringer gøres inden for direktivets rammer, og det vil samtidig være en kortvarig proces, da Danmark i forvejen gennem eksisterende lovgivning opfylder en væsentlig del af direktivet.

Den del af implementeringen af direktivet, der knytter sig til inkasso, bør langt overvejende reguleres af den eksisterende inkassolovgivning. Ligeledes vil den model sikre, at den uafhængige klagemyndighed bevares. Licenskravene kan relativt enkelt implementeres i Inkassoloven, når disse er endeligt udarbejdet af EBA. Denne implementeringsmodel vil ligeledes afhjælpe udfordringerne med grænseoverskridende kreditservicering, da Inkassolovens krav om fysisk tilstedeværelse og overholdelse af god inkassoskik bevares.

Den del af lovforslaget, der vedrører kreditkøbere vil kunne genbruges, og den del af lovforslaget bibeholdes hos Erhvervsministeriet/Finanstilsynet.

Finanstilsynets vejledning

I tillæg til valg af en anden implementeringsmodel anbefaler vi ligeledes, at Finanstilsynets vejledende udtalelse om FIL §117 ligeledes revideres, da der i den nuværende vejledning er flere uhensigtsmæssigheder, der modvirker intentionerne bag NPL-direktivet, hvilket vanskeliggør danske bankers salg af misligholdte lån. Derudover indeholder den nuværende vejledning også elementer, der hverken er i kreditgivers eller i skyldnerens interesse.

DIB deltager naturligvis gerne aktivt og konstruktiv i en dialog om både implementeringsmodel og justering af vejledningen.

 

På DIBs vegne

Claus Spedtsberg

Formand, DIB

Formand, FENCA